Læs artiklen fra Favrskovposten!
Den anden weekend i april i år var Hammel GF Badminton vært for Danmarksmesterskaberne for ungdomshold. Takket være fantastiske sponsorater fra Hammels erhvervsliv og Favrskov Kommune, og en helt forrygende frivillig indsats fra klubbens spillere og deres forældre, gav arrangementet et flot overskud. Derfor kunne klubben i efterårsferien sende en flok på 38 ungdomsspillere på klubtur til Denmark Open’s juniorturnering i Odense, som blev afholdt samtidig med de professionelles turnering. Hammel var den klub med størst deltagerantal i turneringen og hentede flere guld-, sølv- og bronzemedaljer.
Tirsdag i efterårsferien mødtes flokken af forventningsfulde badmintonspillere samt et hold forældre og trænere foran Hammel Idrætscenter, hvor de i bus satte kurs mod Odense og årets Denmark Open. Indkvartering og hygge på en lokal skole tirsdag aften lagde en god, fælles bund for klubturen og tidligt onsdag morgen fordelte de 38 spillere og tre trænere sig i fem forskellige haller og dystede mod spillere fra blandt andet Danmark, Polen, Finland, Tyskland og Litauen. Dagen sluttede med fælles spisning ved Odense Idrætscenter, hvorefter truppen i samlet flok begav sig ind for at se Anders Antonsen og Viktor Axelsen spille deres indledende kampe, som i øvrigt blev transmitteret af TV2 Sport. Store og små fulgte med fra tilskuerpladserne, og der blev heppet for og klappet med fra ”Hammellejren”. Torsdag skulle ungdomsspillerne i gang igen, denne gang i double-kampene, inden hele ”holdet” hen under aften igen satte kursen mod Hammel. Trætte og glade og med en stærk klubfølelse sluttede klubturen foran Hammel Idrætscenter. En del spillere vendte oven i købet hjem med medaljer af guld, sølv eller bronze om halsen. En veloverstået klubtur, som flere spillere har forventning og forhåbning om, at få gentaget til næste år – og det skulle der være gode chancer for, lyder det fra bestyrelsen.