Brydning

Hvad er brydning?

Brydning er en kampsport uden slag og spark. Man har mulighed for at bruge sine krafter på en god og fair måde – at slås for sjov under givne rammer.
Brydning øger den enkeltes kropsbevidsthed, koordination, smidighed, balance, styrke, selvtillid, hurtighed og udholdenhed. Brydning styrker altså det motoriske, og er for alle som kan lide at bruge deres kræfter. Brydning er en af verdens ældste sportsgrene. Det gælder om at kaste modstanderen, dvs. at få ham ned på ryggen, så begge skuldre rører ved madrassen, og samtidig selv undgå, at modstanderen får udført sine greb. Der findes ca. 200 greb, så der er altid noget nyt at lære.
Der kæmpes bedst af 2 omgange i en kamp. Ved hjælp af brydegrebene gælder det om at få modstanderens skulderblade i madrassen samtidig. Kampen er dermed afgjort (faldsejr) uanset hvilken omgang det sker i. Lykkes dette ikke, vindes omgangene på point (pointsejr). Der er forskellige måder at afgøre en omgang før tid (teknisk faldsejr).

Alle kæmper på lige vilkår. Ved de rigtige brydestævner er bryderne inddelt efter både alder og vægt.

Træningen er tilpasset børnenes alder og kunnen. Man træner med nogen på samme størrelse.

For nybegyndere er træningen meget baseret på leg og bryderelaterede øvelser, der styrker børnenes motorik og koordinationsevne.

Brydning kræver alsidig træning af hele kroppen. Smidighedstræning, kamplege, styrketræning og de tekniske øvelser er med til at drenge og piger får styrket alle musklerne i kroppen.

Vil du gerne have, at dit barn skal være bedre motorisk samt få en masse spændende og sjove oplevelser sammen med gode kammerater? Så er brydning sporten for dit barn!
Sidst men ikke mindst – så skal det være sjovt at gå til brydning.
Læs mere om brydning på Danmarks Brydeforbunds hjemmeside www.brydning.dk.

Om klubben

Klubben startede oprindeligt som Voldby Brydeklub med stolte traditioner. Klubben blev stiftet den 2. december 1982 af Ole Langkjær og Åge Nielsen i samarbejde med Jydsk Atlet Union. Bendix Andersen træder kort efter til som aktiv forældre og får trænerkurser.

Klubben har gennem årene fostret en stribe succesrige brydere, herunder flere Danmarksmestre, heraf kan nævnes: Brian Andersen, Louise Jensen, Dan T. Nielsen, Anders Rosendal, Kim Knudsen, Rikke Knudsen, Rasmus M. Christensen og Thomas D. Jensen.

I dag hedder klubben Favrskov Brydeklub og er i øjeblikket den eneste brydeklub i Favrskov Kommune. Klubbens naturlige opland dækker store dele af Østjylland, herunder Hammel, Hinnerup, Hadsten, Langå, Bjerringbro, Gjern og til dels Silkeborg. Klubben har medlemmer i alle aldersklasser fra børnehavebørn til voksne. Træning foregår i Søndervangsskolens gymnastiksal, Søndervangsvej 3, 8450 Hammel.

Mandage kl. 16.45 – 17.45 Motion/vægttab Unge/Voksne 15-99 år ( tilpasset træning efter egne ønsker. INGEN BRYDETRÆNING) , Træner : Kenneth Jensen tlf. 52519863

Onsdage kl. 16.45 – 17,45 3-8 år Panter-Unger (Motorik gennem leg), Træner Pernille Wedel tlf. 22560956, Hjælpetræner Thomas Larsen

Mandage + Onsdage 17.45 – 19.15 Brydetræning unge og Senior. 8-?? år, Træner Kenneth Jensen tlf. 52519863, Hjælpetræner Kasra Karimi Tlf. 42766215