Fodbold

KLUBHÆDER

Du kan her læse mere om de hædersbeviser der er givet til medlemmer af Hammel GF Fodbold gennem tiderne.
Har du forslag om medlemmer i Hammel GF fodbold der bør hædres er du altid velkommen til at kontakte Bestyrelsen.

2019

Benny Jensens mindepokald

Hestemarked 2019 blev skudt i gang med fodboldafdelingen på scenen. 

Alletiders bedste formand, Jesper Søndergaard Balker modtog til store klapsalver, Benny Jensens mindepokal.

Jesper har i snart 7 år stået i spidsen for fodboldafdelingen, og før det en række år som menig medlem af bestyrelsen. Jesper er på mange måder klubbens overblik og ordensmenneske
Derudover har Jesper i mange år været træner/leder på klubbens årgang 2002.

Stort tillykke.

Hammel GF Fodboldbestyrelse

2019

Årets fodbold HGF’er

Årets Fodbold HGF’er er en vaskeægte Hammel GF-dreng, der igennem et helt liv har ydet et ekstraordinært stykke arbejde, og dermed været et stort aktiv for fodboldafdelingen i Hammel GF.

Han har alle dage været medlem i klubben og er en usædvanlig vigtig kulturbærer i vores fodboldklub. Årets fodbold HGF’er var en del af klubbens talentfulde årgange fra midt-halvfjerdserne og han var i en lang årrække på over 10 år en yderst vigtig brik på klubbens 1. hold, hvor han i flere sæsoner bar anførerbindet. Han var derfor en helt naturlig del af 100-års holdet der spillede mod oldboyslandsholdet i 2018.

I karrierens sensommer har årets fodbold HGF’er ydet en kæmpe indsats som træner i flere år i seniorafdelingen, pigetræner og nuværende træner for 2003-årgangens talentfulde drenge. Udover sin indsats store på trænings-og kampbanen er han kendt for at lade sin teknik tale mest uden for stregerne. Således er en hovedkræfterne bag VIP-lounge, måltavlerne ved kunstgræsbanen og bane 1.

Der er også blevet til en periode i bestyrelsen, så igennem et helt liv har både hjerte, kræfter og hjerne lagt i Hammel GFs tjeneste. For udover at være dygtig til det han laver, så er han en ildsjæl, som bidrager til, at Hammel GF fodbold er en stærk afdeling med et godt og trygt fællesskab.

Derfor er det fuldt fortjent, at vi kan udnævne Torben ”Glidesko” Sørensen til Årets HGF’er 2019.

Stort tillykke.

Hammel GF Fodboldbestyrelse

2018

ÅRETS FRIVILLIG

Kåring af årets frivillig ifm. frivillighedsfesten i Hammel GF. 

Jesper Søndergaard Balker

Stort tillykke.

Hammel GF Fodbold bestyrelse.

 

Årets fodbold HGF’er

I Hammel GF Fodbold nyder vi hver dag godt af det arbejde og engagement Kasper Krüger ligger for dagen i Hammel GF fodbold. Kasper har mange forskellige roller i kluben, herunder næstformand, fodboldskoleleder, seniortræner, seniorspiller, banekoordinator og meget mere.

At Kasper formår at besidde så mange forskellige roller er måske det, der gør Kasper Krüger til den HELT rigtige Årets HGF´er. Man kan ikke nævne alle de ting, som Kasper er en del af. Dette skyldes Kaspers nysgerrighed og ihærdighed for at udvikle Hammel GF fodbold til at være mere end bare en ordinær fodboldklub. Det er derfor sjældent at der startes et projekt uden Kasper Krüger er en del af processen. Og heldigvis….. Det er endnu ikke set, at et projekt, hvor Kasper Krüger har deltaget eller ledet projektet, uden at dette er blevet en succes.

Kaspers arbejde i klubben, har som sagt altid et resultat, som man i Hammel GF fodbold er stolte over. Dette mener vi dog ikke er Kasper Krügers vigtigste egenskab. For udover at være dygtig til alle de ovenstående ting, er Kasper en meget vellidt person.

Kasper siger aldrig nej til at lytte på, hvad andre måtte have af gode ideer. Han tager sig tid til at tage en snak med klubbens medlemmer store som små. Derudover tager han andres mening meget seriøst. Hvilket skaber tryghed og fællesskab i en klub som Hammel GF. Dette gør Kasper til en fantastisk ”Klubmand” og giver et miljø i Hammel GF fodbold, som de færreste kan efterligne.

Derfor er Kasper Årets HGF’er! For udover at være dygtig til det han laver, så er han en ildsjæl, som bidrager til, at Hammel GF fodbold er en stærk afdeling med et godt og trygt fællesskab.

Stort tillykke.

Hammel GF Fodboldbestyrelse

Gunnar Christensen`s vandrepokal 2018

Steen Brøndum har været 2.holds træner i alle de år jeg har spillet seniorfodbold i Hammel GF( 6 år). Når man kommer op som ungdoms-spiller og skal starte som senior i Hammel GF fodbold, kan det ofte være en overvældende proces. Steen Brøndum er her en vigtig brik som træner for 2. holdet, Steen Brøndum laver nogle fede træningspas og er generelt rigtig ambitiøs på sine hold og spilleres vegne. Derudover er Steen Brøndum god til at snakke med alle spillere og bidrager dermed til, at vi kan være stolte af det fællesskab vi har Hammel GF Fodbold.

Steen Brøndum bidrager selv til fællesskabet med sit altid gode humør, men derudover er han en vigtig brik for de nye ungdoms-spiller. Steen Brøndum formår at give dem den tryghed, der gør, at alle spillere i Hammel GF senior herrer føler sig veltilpas i vores stærke fællesskab.

Senior herrer er meget glade for Steen Brøndums arbejde som træner og håber han bliver ved mange år endnu.

Det skal hertil nævnes at Steen Brøndum har været medlem af klubben siden han var 5 år. Dvs. siden 1982 (kun 35 år) og på trods af, at han er bosat i Silkeborg, vælger han stadig at træne og spille i Hammel GF.

På vegne af Hammel GF Fodbold bestyrelse.
Rune Askov

2017

Årets fodbold HGF’er

Årets Fodbold HGF’er er en ægte Hammel GF-dreng, der i en lang årrække har gjort et stort stykke arbejde, og dermed været et stort aktiv for fodboldafdelingen i Hammel GF.

Opgaverne har både været på træningsbanen, i bestyrelseslokalet og samarbejdende med andre klubber uden for Hammel Stadion.

Som forældretræner indtil 2014 arbejdede han koncentreret med klubbens årgang 2000, hvormed han bragte fine resultater med en talentfuld årgang.

I bestyrelseslokalet blev det til 6 års virke, hvor bl.a. opgaver som drivkraft i ungdomsudvalg, planlægning af træningstider, koordinering af Aalborg City Cup, uddannelseskontakt for klubbens trænere, etablering af klubbens Facebookside og ikke mindst samarbejdsaftaler med først Randers FC og siden AGF og AC Silkeborg er blevet udført med stor autoritet.

I januar 2016 overlod han bestyrelsesposten og rollen som ”Mr. Eventuelt” til nye kræfter. Han bidrager dog fortsat med udvalgsarbejde ift. Samarbejdsaftaler på talentarbejdet og medredaktør på klubbens Facebook, og er generelt stadig at finde på stadion til diverse hjælpeopgaver.

Det fortjener derfor en stor tak fra fodboldbestyrelsen og Hammel GF Fodbold for den fortsat, kæmpe indsats.

Derfor er det fuldt fortjent, at vi kan udnævne Uffe Lund Portz til Årets HGF’er 2017.

Stort Tillykke

Hammel GF Fodbold

Årets ungdomstræner 2016/2017

John Bech har igennem snart mange år været det absolut mest faste og jordbundne holdepunkt i Hammel GF Fodbolds pigeafdeling.

Klubjournalerne siger trænervirke siden 2010, hvor han siden da både har været forældertræner for 2003-årgangen og 2006-årgangen.

Trods en meget svingende tilslutning på pigesiden har John holdt ved, og har som kun meget få frivillige faktisk fundet tid, lyst og mod på at være træner for 2 hold samtidig, med yngste og mellemste barn på hvert sit hold!

John bliver af spillere, forældre og trænerkolleger beskrevet som en enormt tålmodig og rolig fyr, der sætte det sociale og sjov i første række på et pigehold.

Denne tilgang har ikke været uden betydning for flere af pigerne som har spillet håndbold på højt plan, hvor der skal præsters.

For disse har det været ekstra dejligt, at der i den grad har været plads til det sociale samtidig med, at de er blevet gode fodboldspillere. Han giver plads og spilletid til alle – uanset niveau. Han vil i den grad breddefodbold.

Det er således en særdeles afholdt træner der forstår foreningslivets omskifteligheder og brænder for at sætte fodbold og det sociale i fokus, snarere end sin egen person.
Vi håber derfor også, at John må fortsætte sit trænervirke i Hammel, og gerne mange år endnu med pigehold!

John er derfor et STORT aktiv for Hammel GF Fodbold & fodboldbestyrelsen er derfor stolte over at udnævne John Bech til årets træner 2017.

Stort tillykke.
Hammel GF Fodboldbestyrelse

Benny Jensens Mindepokal 2017

Tommy Boye har mere end 30 års medlemskab i fodboldafdelingen og ydet en kæmpe indsats.

Han har været aktiv ungdomsspiller og seniorspiller, aktiv ungdomstræner og tidligere seniortræner i klubben. Mangeårig medlem af bestyrelsen, næstformand i næsten ligeså mange år og haft mange udvalgsposter i klubben.

Han har været, og er stadig, en stor arbejdskraft i Senior-, Ungdoms-, Sponsor-, Materiale- og Anlægudvalg, samt været med i styregruppen på Hammel Kunstgræsbane og er medlem af kunstgræsbanens bestyrelse.

Han er en fantastisk person at have som frivillig i klubben, da han tager opgaven meget seriøst, og altid arbejder målrettet for at gøre det bedste for klubben.

Vi håber han er med i mange år ud i fremtiden også.

Tillykke Tommy Boye.

På vegne af Hammel GF Fodbold bestyrelse.

2016

Årets fodbold HGF’er

Det er med stor fornøjelse, at Hammel GF Fodbold kan udnævne Michael Brask Nielsen til Årets Fodbold HGF’er.

Michael har ydet en kæmpe indsat i 2015, ja i flere år for, at få den kommende kunstgræsbane på plads i Hammel. Den er nu under opførelse i Tyrens, og vil stå færdig i 2016.

Michael har brugt rigtig mange frivillige timer og været til mange, rigtig mange møder med Favrskov kommune og øvrige folk omkring kunstgræsbane projektet. Dette har til tider ikke har været nemt, men Michael har holdt fast og nu ser vi resultatet, kunstgræsbanen bliver færdig til foråret.
.
Uden Michaels store indsats var banen ikke blevet en realitet for Hammel GF Fodbold. Michael har været med i processen, som har forløbet sig over de sidste 5 til 6 år, det har taget tid og hårdt arbejde at få banen på plads.

Stor tak fra bestyrelsen og Hammel GF Fodbold til Michael for hans kæmpe indsats.

Derfor er det fuldt fortjent, at vi kan udnævne Michael til Årets HGF’er 2016.

Stort tillykke

Michaels data i Hammel GF Fodbold:
– Træner for årgang 2000 piger 2007-2012/13
– Formand Hammel GF Fodbold 2011 – 2014
– Medlem af projektgruppen for Hammel kunstgræsbane og Hammel Kunstgræsforeningen
– Medlem af HGF Hovedbestyrelse 2014-2015

Årets ungdomstræner 2015/2016

Erik Duelund kom til Hammel GF Fodbold i 2013, som forældertræner. Her har han under skiftende trænersammensætninger, været det faste element der har holdt ved 2001-årgangen.

Vedholdenheden er sket til trods for, at årgangen gennem Eriks trænerperiode har været præget af en massiv udtynding. Det er dog lykkes Erik, sammen med det øvrige trænerteam, at transformere årgangen fra semielite til breddeniveau, hvor man pt. ligger solidt i front af sin pulje.

At Erik har gode evner for at skabe et godt, trygt og tolerant træningsklima, sås i sidste sæson, hvor det lykkedes at integrere en håndfuld holdløse pigespillere, på årgangens 2 hold.

Det er således en afholdt træner der forstår foreningslivets omskifteligheder og brænder for fodbolden.

Vi håber derfor også, at Erik må fortsætte sit trænervirke i Hammel, så længe årgangen kan samles – og gerne længere!

For udover sine mange timer ugentligt på banen, udmærker Erik Duelund sig også ved, ofte at stå klar når klubben har brug for hjælp til store og små opgaver. Og det er GULD værd!

Erik er derfor et STORT aktiv for Hammel GF Fodbold & fodboldbestyrelsen er derfor stolte over at udnævne Erik Duelund til årets træner 2016.

Stort tillykke.
Hammel GF Fodboldbestyrelse.

Gunnar Christensen`s vandrepokal 2016

Fodboldbestyrelsen har valgt at indstille Kasper Krüger til HGF`s Gunnar Christensen`s vandrepokal for sin fremragende indsats i Hammel GF`S Fodbold afdelingen.

Kasper har haft sine drenge år som fodbold-spiller i Hammel GF og nu er han med som leder og som medlem af fodbold bestyrelsen.

Kasper er træner og holdleder på 2 drenge hold, han er en fremragende træner, han vil det bedste for hans spillere, samt gerne dele ud af hans egne erfaringer som fodboldspiller og hans træner uddannelse via DBU.

Ud over dette, er Kasper også, at finde på Fodboldskolen i Hammel som Fodboldskole leder, samt han er også med på kunstgræs-banen, hvor han trækker et stort læs, frivillig under Hammel Hestemarked, Facebook koordinator, klubmodul ansvarlig, Open Air & Rock i Teltet koordinator, samt mange andre opgaver i Hammel GF Fodbold.

Kasper er et stort aktiv for Hammel GF Fodbold, sådan en som Kasper, findes der ikke mange af i dag, så Hammel GF Fodbold er super glade for, at vi har sådan en person, som gerne vil det bedste for klubben og alle de unge spillere i Hammel GF Fodbold.

Håber, at Kasper er med i fodbold i mange år fremover.

Det er således en meget dygtig leder og populær træner, Kasper Krüger, som fodboldafdelingen har valgt at indstille som modtager af årets HGF`s Gunnar Christensen`s 2016.

På vegne af Hammel GF Fodbold bestyrelse.

2015

Årets fodbold HGF’er

Årets Hammel Fodbold HGF’er er Henning Storgaard.

Henning har været i Hammel GF Fodbold i cirka 2,5 år. Der har han nået at være træner for U15 & U17 drengene og nu er han træner for U17 pigerne.

Henning er medlem af bestyrelsen og står for klubbens kantine. Henning har også en finger med i rengørings tjansen, da hans kone Ninna har den opgave. Ligeledes er hans datter Line også fodboldspiller i klubben.

Man kan næsten altid finde Henning på stadion – enten til træning med sit hold eller når der er kampe. Hvis der er behov for hjælp, så er Henning altid klar til at give en hånd med.

Henning har især været SUPER til at få kantinen til at kører i 2014 og stået for, at der har været åben i kantinen og han har stået ved grillen, når førsteholdet har spillet hjemmekampe. Har man et eller andet arrangement i klubben man gerne vil holde, så ringer man blot til Henning, så gør han det muligt.

Henning står også i spidsen for kantinen i 2015, hvilket vi er rigtig glade for.

Henning er et stort aktiv for Hammel GF Fodbold og har med sin store indsats fuldt fortjent, at blive årets HGFér og der skal lyde en stor tak og tillykke med prisen.

Klubben håber, at Henning er at finde i klubben mange år ud i fremtiden, du er med til at få klubben til at fungere.

Stort tillykke.

Årets ungdomstræner 2014/2015

Kasper Krüger kom til Hammel GF Fodbold i forsommeren 2014. Drømmen for Kasper har altid været at stå i spidsen for et 11-mandshold. Da muligheden i foråret/sommeren 2014 så opstod for at få ”sit eget” U15 Dr. hold, sprang han til uden tøven.

Kasper har med sit store engagement og iver, fået skabt en god omgangstone på årgangen samt et yderst stabilt fremmøde til træning og kamp. Holdet blev JYSK MESTRE 2014. I denne sæson, var holdet også med til slutspillet om JYSK MESTRE 2015.

Kasper brænder for fodbolden og for at skabe trygge rammer om U15/U16 Drenge holdet. Kasper brugte også hans Kristi himmelfartsferie på, at have U16 Drengene med til Aalborg City Cup, hvilket var en god oplevelse for alle de deltagende drenge og trænere. Samt har han lavet træningslejr og ekstra fredags træning for spillerne.

Der er pt. 39 drenge på årgang U15/U16 Drenge. Hvor Kasper, sammen med de øvrige trænere på årgangen gør, at det er sjovt og attraktivt at komme til træning. Han er meget vellidt og populær træner på årgangen.

Kasper er udover at være træner også med i Hammel GF Fodbold Kunstgræsgruppen. Her er han med i gruppen som planlægger banen og sørger for at tiltrække sponsor til banen. Kasper er ligeledes suppleant i bestyrelsen og er med til at stå for dennes sommers fodboldskole i Hammel. Han har også deltaget som træner i flere sæsoner på fodboldskolen. Han er uddannet dommer. Spiller også lidt senior bold, i ny og næ, når de mangler spillere.

Man kan næsten altid finde Kasper på stadion, enten til træning med sine drenge eller når der skal laves et eller andet i klubben, samt ofte når der er kampe på stadion. Hvis der er behov for hjælp, så er Kasper altid klar til at give en hånd med.
Kasper er et STORT aktiv for Hammel GF Fodbold og han er en ægte Hammel Fodbold mand.

Bestyrelsen er stolte over at udnævne Kasper til årets træner 2014/2015.

Stort tillykke.
Hammel GF Fodbolds bestyrelse.

Benny Jensens Mindepokal 2015

Rikke Hjort Sørensen har haft mange år i klubben, som pige holdleder, frivillig i klubbens kantine, hjælper under Hammel hestemarked, medlem af bestyrelsen, koordinater på Ålborg City Cup, m.m.

Da der skulle ny kasserer til i 2014, så sprang Rikke til som klubbens nye kasserer, som hun styrer med stor omhu og til stor hjælp for klubbens bestyrelse. Denne post er vigtig og det er et stort arbejde at holde styr på Hammel GF Fodbold, da det er en stor forretning.

Rikke HAR & HOLDER styr på klubbens forretning.

Rikke er et stort aktiv for Hammel GF Fodbold, sådan en som Rikke, findes der ikke mange af i dag, så Hammel fodbold er super glade for, at vi har sådan en person, som gerne vil det bedste for klubben.

Når man henvender sig til Rikke, med et spørgsmål eller problem, så går man ikke forgæves, med hendes erfaring og rolige sind, så findes der altid en løsning på det man måtte have på sinde.

Håber, at Rikke er med i fodbold i mange år fremover.

Det er således en meget dygtig og populær leder, Rikke Hjorth Sørensen, som fodboldafdelingen har valgt at indstille som modtager af Benny Jensen`s mindepokal 2015.

På vegne af Hammel GF Fodbold bestyrelse

HGF`S æresmedlem 2015

Fodboldbestyrelsen har valgt at indstille Flemming Drachmann til æresmedlem af HGF for sin KÆMPE frivillige indsats i Hammel GF Fodbold igennem mange år.

Han er frivillig med et stort F. Flemming eller Drachmann, som han kaldes, har været med i rigtig mange år, siden 1971, det bliver omkring 44 år

Flemming har været træner, både for piger & drenge, han har været med i Hammel GF Fodbold bestyrelse, kampfordeler for klubben, frivillig hjælper under Hammel Hestemarked, med i DGI Østjylland og meget andet.

Flemming har været med til at flaske, Leon Andreasen (AGF) op som fodbold spiller, samt et hav af andre dygtige pige/drenge spiller igennem mange år.

Han har modtaget JBU sølvemblem 1989, DBU sølvemblem 1998, HGF`S lederpokal 1984, Hammel Idrætspris 1992, Favrskov Idrætssamvirke ildsjæl 2008, for sin STORE frivillige indsats.

I dag fungere Drachmann, som klubbens kampfordeler, dette job styres med et super overblik over alle de kampe, som skal spilles på Hammel GF`s baner, der er mange kampe, der skal holdes styr. Men det klarer han perfekt.

Når man henvender sig til Flemming, med et spørgsmål eller problem, så går man ikke forgæves, med hans erfaring og rolige sind, så findes der altid en løsning på det man måtte have på sinde.

Håber, at Flemming er med i fodbold i mange år endnu.

Så derfor er det med stor glæde at Hammel GF Fodbold har valgt at indstille Flemming Drachmann, som æresmedlem af Hammel GF.

På vegne af Hammel GF Fodbold bestyrelse

2014

Årets fodbold HGF’er

Årets Fodbold HGF’er har i mere end 6 år været et stort aktiv for fodboldafdelingen i Hammel GF. En person der har brugt mange sene aftentimer på at videregive nyheder og informationer til klubbens ledere og trænere.

En enig bestyrelse har således valgt Anders H. Jørgensen som årets Fodbold HGFér.

Som aktivt medlem af ungdomsudvalget, har hans store arbejdsindsats været med til at sikre, at fodboldafdelingen i dag har et effektivt ungdomsudvalg med et godt informations niveau herunder bl.a. afholdelse af trænermøde.

Han var ophavsmanden til klubbens samarbejde med AGF Talentfodbold, skabte kontakten til DBU’s Pigeraket-arrangement og arbejder nu sammen med ungdomsudvalget på at skabe et talentsamarbejde med Skovbakken Talentfodbold på pigesiden.

Anders er også med i kommunikationsudvalg og har her gjort en stor indsats med både håndtering af hjemmesiden og udarbejdelse af klubhåndbogen for trænere og ledere samt kontakt til den lokale presse.

Han sørger også for nyhedsbreve og løbende orientering til trænere og holdledere med informationer om alt fra indefodbold i Thorsø, DBU kurser til flytning af mål på bane 4.

Anders har været med på holdet, af frivillige, i både fodboldafdelingens bestyrelse, her sad han en kort periode som konstituerede fodboldformand samt på banen som træner og holdleder.

Anders har selv 3 børn i klubben, 1 pige og 2 drenge. Han var med til at starte årgang 2002 op da de var poder for en del år siden (U12 drenge i dag). Desuden er han i dag holdleder for klubbens U9/U10 piger.

Anders er et stort aktiv for Hammel GF Fodbold og har med sin store indsats fortjent at blive årets HGFèr og der skal lyde en stor takt og tillykke.

Vi håber, at Anders er at finde i klubben i mange år endnu.

2013

Årets fodbold HGF’er

Årets Fodbold HGF’er er en ildsjæl udover det sædvanlige. En stille perfektionist, der bruger rigtig mange timer i klubben i rigtig mange forskellige roller.

En enig bestyrelse har ønsket at det i år bliver Jesper Balker der skal være årets Fodbold HGFér.

Jesper er først og fremmest træner med stort hjerte for Drengene årgang 2002, det nuværende U11, på 4. år både udendørs og indendørs.

Udover at være bestyrelsesmedlem de sidste 2 år, har Jesper desuden i virket i ungdomsudvalget og anlægsudvalget. I bestyrelsen er vi er glade for at han tager et par år mere.

Om sommeren bruges en uge af sommerferien på DGI Fodboldskolen her i HGF regi, hvor Jesper har været omdrejningspunkt de seneste 2 år for DGI fodboldskole i Hammel

Jesper er en stor arbejdskraft omkring boldrum og materialer/tøj og derudover er han tovholder på børneattesterne og altid en sikring af medlemmerne betaler deres kontigent.

Et meget synlige resultat af Jespers indsats er de nye bænke og borde som blev skænket af Nordeafonden på Jespers foranledning. Han var initiativtager til at få opstreget P-pladsen sammen med Per Øster fra Løb & Motion og en bagmændene til vores blå container til materiale.

Jesper er et ordensmenneske og har blandt meget andet sørget for at der er opsat skraldespande ved alle træningsbaner.

Jespers hold spillede superliga forkamp på Aarhus Stadion i juli 2012 og har derfor, som en af de få trænere i HGF, stået på sidelinien på Århus Stadion.

Heldigvis spiller 2 af børnene fodbold så de ser deres far jævnligt, når han ikke lige løber maraton.

Tillykke Jesper og et stort og fortjent tak.

Årets ungdomstræner 2012/2013

Henning Storgaard kom til Hammel GF Fodbold i sommeren 2012 efter mange år i Farre IF. Drømmen har altid været et 11 mands drenge hold, har Henning fortalt, så da muligheden opstod for at komme til Hammel og træne U15 Drengene, sprang han til uden tøven.

Henning overtog U15 Drenge holdet i sommeren 2012 og har i den periode haft en del udfordringer, men har med sit store engagement og iver fået skabt en god omgangstone på årgangen samt et stabilt fremmøde til træning og kampe.

Henning brænder for fodbolden og for at få skabt trygge rammer om U15 Drenge holdet, som ellers var godt på vej til opløsning inden han trådte til. Henning brugte også hans Kr. Himmelfarts ferie på at have U 15 Drengene med til Aalborg City Cup, hvilket var en god oplevelse for alle de deltagende drenge og trænere.

Der er pt. 21 drenge på årgang U 15 Drenge. Da Henning overtog drengene var det knapt der kunne stilles hold fra gang til gang og holdet måtte ofte låne spillere fra årgangene yngre.

Henning er udover at være træner også med i HGF Fodbold Bestyrelsen, anlægsudvalget og har en datter som spiller på U 12 Piger. I den kommende sæson står han i spidsen for U 17 Drenge holdet.

Man kan næsten altid finde Henning på stadion, enten til træning med sine drenge eller når hans datter skal træne, samt ofte når der er kampe på stadion. Hvis der er behov for hjælp, så er Henning altid klar til at give en hånd med.

Ungdomsudvalget er stolte over at udnævne Henning til årets træner 2012/2013.

HGF Fodbold ungdomsudvalg

Gunnar Christensen`s vandrepokal 2013

Ved Hammel GF’s hovedgeneralforsamling den 30. maj 2013, blev Emil Petersen hædret med Gunnar Christensens vandrepokal.

Indstilling til Gunnar Christensens vandrepokal 2013:

Fodboldbestyrelsen har valgt at indstille Emil Pedersen til Gunnar Christensens vandrepokal for sin store indsats i fodboldafdelingen.

Emil har været træner i klubben i rigtige mange år. Han startede samtidig med at hans ældste søn, som nu er 20 år, fik fodbold støvler på første gang.

Han træner nu klubbens U19 drenge og det er ikke mindst Emils fortjeneste at vi kan mønstre dette hold. Hans rolig og positive tilgang, er noget de unge mennesker sætter pris på, og derfor stadig vælger at komme til træning, selv om der er meget andet der optager deres tilværelse.

Emil har været aktiv leder på mange af klubbens udlandsture og stævner.

Fodboldafdelingen går aldrig forgæves til Emil, hvis der er behov for hjælp.

Udover fodboldafdelingen, får også håndboldafdelingen stor hjælp af Emil, her har Emil også været træner i mange år.

Det er således en meget dygtig og afholdt træner fodboldafdelingen har valgt at indstille som modtager af årets Gunnar Christensens vandrepokal 2013.

HGF Fodboldbestyrelse

2012

Årets fodbold HGF’er

Bestyrelsen er enige omvalget af årets fodbold HGF´er.

Her er der tale om en indsats langt udover hvad man kan forvente med en tilstedeværelse som træner/holdleder, betyrelsesarbejde, anlægsudvalget, seniorudvalget, kantine.

Derfor er det godt det er 2 personer for første gang nemlig John og Marianne.

I har begge to været fantastiske med jeres kæmpestore arbejdsindsats og jeres gode humør I er vellidte i hele klubben og har altid godt humør.

Marianne du ydet en kæmpe indsats i kantinen og John du har været med hele vejen. I står begge sammen med jeres U18 piger som træner og holdleder.

John du har ydet en kæmpe indsats i bestyrelsen og i seniorudvalget. Sammen har i arbejdet i anlægsudvalget.

Altid fuld opbakning når der er truffet en beslutning men heller ikke bange for at tage konflikten når det er nødvendigt.

Ikke at forglemme at jeres børn hjælper til – når de ikke lige selv spiller.

Et stort tillykke og et stort tak fra HGF.  I har virkelig fortjent at blive hædret.

2011

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at udnævne i forbindelse med den årlige generalforsamling i januar måned.

I år har bestyrelsen valgt at hædre en person, der på trods af kun få års virke i fodboldafdelingen, allerede har formået at markere sig på flere felter i Hammel GF.

Bestyrelsen har valgt at hædre Svend Aage Nielsen.

Svend Aage kom med i arbejdet i fodboldafdelingen da vi stod og manglede en til at tage sig af fodboldafdelingens hjemmeside og det er der ingen der har fortrudt.

Svend Aage har haft sin store andel i at hjemmesiden i dag fremstår som den gør og er en hjemmeside som rigtig mange andre klubber roser og er ret misundelige over at de ikke har noget tilsvarende.

Ud over det store arbejde med hjemmesiden, har Svend Aage også taget sig tid til at tage diverse billeder af hold og spillere til brug for hjemmesiden, noget som vi havde store problemer med at få gjort før Svend Aage kom med.

Det er ligeledes blevet til flere videooptagelser af diverse holds kampe.

Når der har været arbejde i klubhuset der skulle klares eller en trængte til hjælp med computeren, så har Svend Aage været der.

Som noget nyt har Svend Aage også de sidste par år medvirket i forbindelse med Hestemarkedet, og taget billeder og videofilm af aktiviteterne.

Tak for dit engagement og positive tilgang til tingene, det har virkelig været en fornøjelse at arbejde sammen med dig.

Jeg er helt sikker på at fodboldbestyrelsen og alle trænerne ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med dig i de kommende år og håber at have dig i klubben de næste mange år.

Til lykke Svend Aage – en meget velfortjent hyldest.

Per Hausmann
Fodboldformand
Hammel den 19.01.2011

Benny Jensens Mindepokal 2011

Ved generalforsamlingen i HGF havde Fodboldafdelingen valgt at indstille Per Hausmann til Benny Jensens vandrepokal for hans store indsats i fodboldafdelingen.
Fungerende fodboldformand Anders Jørgensen sagde:
Per har i rigtig mange år lavet et stort stykke arbejde for fodbolden i HGF. De seneste fire år som formand. Det er ikke mindst på grund hans store indsats, at klubhuset har fået en tiltrængt udvidelse.
Når 1.-holds-herrerne spiller hjemmekampe, er det kun få gange, at Per´s speakerstemme ikke har lydt. Det
håber vi fortsætter også i fremtiden. Per har utrættelig arbejdet på at få afdelingen til at fungere. Det er lige fra at være tovholder ved arbejdsdage i klubhuset og til at hente og bringe spillere til træning og kampe. Kontakt til sponsorer, og ikke mindst kontakt til de kommunale instanser.

Det er således en meget aktiv og værdifuld leder, vi indstiller til prisen.

Fungerende fodboldformand
Anders Jørgensen

2010

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at man udnævner i forbindelse med den årlige generalforsamling i slutningen af januar måned.

I år har vi valgt at hædre en spiller, der i flere år har været en aktiv spillerrepræsentant og som i 2009 hjalp klubben som træner for 1. holdet.

Bestyrelsen har valgt at hædre Steen Brøndum Nielsen.

Steen har været i klubben i mange år som både ungdoms- og seniorspiller og kæmper fortsat en heroisk kamp for at holde pladsen på førsteholdet, i kamp mod skader og de mange nye unge spillere.

Steens indsats som spillerrepræsentant har virkelig gjort en forskel og mange nye tiltag har set dagens lys.

Da klubben i forbindelse med tidligere førsteholds træners stop i marts 2009, tilbød du at stå for førsteholdet i forbindelse med træning og kampe og dette kom til at ske i et godt samarbejde med Kim Duelund.

Tak for dit engagement, klubfølelse og positive tilgang til tingene, det har virkelig været en fornøjelse at arbejde sammen med dig.

Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med dig i de kommende år og håber at have dig i klubben også efter du har parkeret støvlerne for sidste gang.

Til lykke Steen – en meget velfortjent hyldest.

Per Hausmann
Fodboldformand

Benny Jensens Mindepokal 2010

Fodboldbestyrelsen vil hermed indstille James Braad-Sørensen til at modtage årets Benny Jensens mindepokal 2010.

James har været træner i klubben i rigtig mange år på nær en kort afstikker til VRF 80, hvor han trænede junior drenge, har han haft sin gang i HGF Fodboldafdeling.

James Braad-Sørensen har gennem mange år gjort en meget stor indsats indenfor pigefodbolden i Hammel GF og har de seneste år trænet klubbens dygtige junior piger, kaldet U 18 piger.

Der har virkelig været en positiv udvikling i pigeafdelingen under James virke.

Under James kyndige ledelse har pigerne opnået mange flotte resultater i turneringen. James har ligeledes været med som leder for junior pigerne på turene til Italien i efterårsferien de seneste år.

Pigerne er netop rykket op som senior damer med James som træner og fodboldbestyrelsen ser med spænding frem til den kommende sæson med tiltro til at James, holdleder Eva Sørensen og spillerne i fællesskab kan lave et godt resultat.

Bestyrelsen ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med James i de kommende år, for med ham som træner er der udviklings muligheder indenfor damefodbolden i Hammel GF.

Det er således en meget dygtig og meget afholdt træner som fodboldbestyrelsen har valgt at indstille som modtager af årets Benny Jensens mindepokal.

Per Hausmann
Fodboldformand

2009

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at man udnævner i forbindelse med den årlige generalforsamling i slutningen af januar måned.
I år har vi valgt at hædre en træner som har gjort en meget stor indsats indenfor pigefodbolden og som de seneste år har trænet klubbens dygtige junior piger, nu også kaldet U 18 piger.

Bestyrelsen har valgt at hædre James Braad-Sørensen.

James har været træner i klubben i rigtig mange år på nær en kort afstikker til VRF 80, hvor han trænede junior drenge.
Under James kyndige ledelse har pigerne opnået mange flotte resultater i turneringen. James har ligeledes været med som leder for junior pigerne på turene til Italien i efterårsferien de seneste år.
Det er en meget dygtig og meget afholdt træner som vi i dag kan hylde som Årets Fodbold HGF´er.
Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med James i de kommende år.

Til lykke James – en meget velfortjent hyldest.

Per Hausmann
Fodboldformand
Hammel den 21.01.2009

2008

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at man udnævner i forbindelse med den årlige generalforsamling i slutningen af januar måned.

I år har valget ligesom de andre år været rimeligt let, idet bestyrelsen har valgt en person som har ydet en stor indsats igennem flere år og som har været i klubben siden hun startede som 14-årig med at spille fodbold.

Bestyrelsen har valgt at hædre Lise Lotte Mortensen.

Lise Lotte spillede mange år på senior dame holdet og blev her valgt som spillerrepræsentant og deltog derfor i bestyrelsens møder.

Lise Lotte har virket som fodboldafdelingens repræsentant vedr. HGF NYT gennem mere end 7 år, et job hun har klaret på bedste vis.

Der ud over har hun ofte tilbudt sin assistance når der skulle bruges en hånd i klubben, i forbindelse med Mini Cuppen, arbejdsdage på stadion, diverse arrangementer arrangeret af fodboldafdelingen og m.m.

Sidste år blev Lise Lotte indvalgt i fodboldbestyrelsen og fik sæde i ungdomsudvalget og her har hun ydet en rigtig stor indsats, som har gjort at vi er kommet nogenlunde helskindet gennem det seneste år.

Til lykke Lise Lotte – en meget velfortjent hyldest.

Lise Lotte fik overrakt blomster og gavekort af næstformand Flemming Sørensen. Pokalen for hæderen vil snarest blive overrakt hende, sammen med den lille pokal til ejendom.

Per Hausmann

Fodboldformand
Hammel den 23.01.2008

Gunnar Christensen`s vandrepokal 2008

På Hammel Gymnastik Forenings hovedgeneralforsamling onsdag den 28. maj fik Eva Sørensen fra HGF Fodboldafdeling, af hovedformand Niels Horup, overrakt årets vandrepokal skænket af Gunnar Christensen, som går til en leder der har ydet en stor indsats.

Begrundelsen for indstillingen:
Fodboldafdelingen har valgt at indstille Eva Sørensen til Gunnar Christensens vandrepokal, for sin store indsats i fodboldafdelingen siden 2000, hvor Eva blev valgt ind i fodboldbestyrelsen.

Efter 5 år i bestyrelsen trådte Eva ud af bestyrelsen, men fortsatte med at være kasserer for fodboldafdelingen og vi overtalte hende ligeledes til at være bestyrelsens sekretær og dermed deltager hun alligevel i bestyrelsens møder.
Eva var med til at starte Mini-Cup’en op, som blev afviklet på Hammel stadion med deltagelse af rigtig mange ungdomshold fra de omkring liggende klubber og det kørte fint i flere år.

Eva har været holdleder for junior damer, været med som frivillig hjælper i forbindelse med det årlige hestemarked i mange år.

Eva er fodboldafdelingens blæksprutte, problemløser, kald hende hvad I vil, men hun er der altid når der er brug for hjælp og takler de problemer/opgaver hun bliver stillet over for i dagligdagen og ved besøg på Hammel stadion.
Eva melder sig når der skal bruges frivillige til arbejdslørdage i klubhuset eller når der mangler en til at passe kantinen.
Ud over det frivillige arbejde i fodboldafdelingen, har hun også taget sig tid til at være håndboldtræner i 5 år i håndboldafdelingen og senest er hun med i en arbejdsgruppe (aktivitetsgruppen) i håndboldafdelingen.
Det er således en meget aktiv og højt værdsat person vi indstiller til årets Gunnar Christensen pokal.

På vegne af HGF´s Fodboldbestyrelse
Per Hausmann
Fodboldformand

Du gør en forskel prisen 2008.

Indstilling til Idrætssamvirkets – Du gør en forskel prisen 2008.

Hammel Gymnastik Foreningens fodboldafdeling indstiller Flemming Drachmann til modtager af årets – ”Du gør en forskel pris”.

Den populære ungdomstræner har siden 1971 været en dygtig og meget vellidt ungdomstræner for de unge spillere i HGF fodboldafdeling.
Flemming startede med at træne de yngste drenge i 6-10 års alderen, efterfulgt af en periode hvor det var pigerne der drog nytte af hans trænerevner. Siden 1982 og frem til i dag har det været drenge, junior eller ynglinge spillerne som har haft hans bevågenhed.

I den lange periode som træner, har Flemming formået at skaffe mange fine resultater hjem sammen med de mange forskellige ungdomshold, både ved udendørs turneringer og stævner såvel som ved de indendørs ditto.

Flemming trænede bl.a. Leon Andreasen, da han spillede som ungdomsspiller i klubben fra 1995 til 1999 og det er en synlig stolt tidligere træner der nyder at se at det er gået ”knægten” godt.

Sideløbende med sit trænervirke har Flemming i flere perioder deltaget i bestyrelsesarbejdet i fodboldafdelingen og siden 1981 har han været fodboldafdelingens uvurderlige egenrådige men dygtige kampfordeler.

I 2007 kom Flemming igen med i bestyrelsesarbejdet, idet han som suppleant måtte træde til, da en fra bestyrelsen ikke mere havde den fornødne tid.

HGF´s fodboldtræner gennem 27 år har modtaget DBU´s sølvemblem for sit lange virke indenfor fodboldafdelingen i Hammel Gymnastik forening og det skete i 1998.

Det er ikke første gang Flemming modtager en hædersbevisning for sin indsats i HGF.
Allerede i 1984 modtog han Støtteklubbens lederpokal og i 1990 HGF´s lederpokal.
I 1989 modtog Flemming JBU’s sølvnål som gives for mindst 15 års virke for fodbolden.

I 1992 gik Hammel-Idrætsprisen som uddeles af Idrætssamvirket til Flemming for sin store indsats som træner, leder og bestyrelsesmedlem i HGF´s fodboldafdeling.

Ud over trænergerningen har Flemming i den samme periode stået klar når HGF kaldte og der skulle gives en hjælpende hånd. Her tænkes bl.a. på bankospillet, hestemarkedet, Smedens have samt de mange forskellige aktiviteter hvor Hammel GF har hjulpet handelsstandsforeningen.

Det er sjældent at man henvender sig forgæves til Flemming når man står og mangler en hjælpende hånd, men det kan dog ske og her er det især hans kortspilsaften og ikke mindst fodboldlandskampe, som gør han må sige nej til at hjælpe eller give møde.

Hammel Gymnastik Foreningens fodboldafdeling vil derfor varmt anbefale Flemming Drachmann til modtager af årets – ”Du gør en forskel pris”.

Per Hausmann
Fodboldformand – Hammel GF

2007

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at man udnævner i forbindelse med den årlige generalforsamling i slutningen af januar måned.

I år har valget ligesom de andre år været rimeligt let, idet bestyrelsen har valgt en person som har ydet en stor indsats i flere år som holdleder.

Bestyrelsen har valgt at hædre Dorthe Ilsø.

Dorthe Ilsø kom til undsætning som holdleder for seniordamerne, da man for 10 år siden stod og manglede en holdleder.

Det var kun som en nødløsning, som Dorthe siger, indtil man fandt en anden. I april måned i år har nødløsningen været holdleder i 10 år for seniordamerne.

Resten af fritiden bruges på familien og her står camping højt på listen over det tiden bliver brugt på.

Det er nok sidste år Dorthe er med som holdleder, men vi håber du fortsat vil komme i klubben, give en hånd med og dit besyv på tingene.

Til lykke Dorthe – en meget velfortjent hyldest.

Flemming Wickberg
Fodboldformand

2006

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at man udnævner i forbindelse med den årlige generalforsamling i slutningen af januar måned.

I år har valget ligesom de andre år ligget lige til højrebenet, idet bestyrelsen har valgt en person som har ydet en meget stor indsats i flere år som dygtig og vellidt træner og frivillig i fodboldafdelingen.

Bestyrelsen har valgt at hædre Niels Just Mikkelsen.

Niels Just Mikkelsen – til daglig bare kaldet Niels Just eller bare Just, er gået hen og er blevet 56 år og er til daglig ansat som adjunkt.
I sin fritid har Just i rigtig mange år dyrket især fodbold, men også de ugentlige løbeture er fortsat en vigtig aktivitet for Just.

Niels Just har i mange år været fodboldtræner for 3. holdet i seniorafdelingen og de seneste år har han været træner/holdleder for dem og samtidig stadig aktiv på banen. Niels er også af og til trådt til når man har manglet afløser for en af de andre seniortrænere.

Niels Just har ved siden af hjulpet til ved det årlige Hestemarked og man har aldrig kaldt forgæves når en eller anden opgave skulle klares i fodboldafdelingen.

Niels Just har valgt at holde en pause fra træner/holdleder gerningen, men vil fortsat prøve at kæmpe for en plads på et af seniorholdene.

Niels Just har givet tilsagn om at skulle det knibe enkelte gange i sæsonen og man står og mangler en afløser, så kan vi henvende os.

Det er således en aktiv og meget positiv leder vi udnævner til Årets Fodbold HGFér 2006.

Tillykke Niels – en meget velfortjent hyldest.

Flemming Wickberg
Fodboldformand

Benny Jensens Mindepokal 2006

Vi vil hermed indstille Bent Jensen til Benny Jensens mindepokal 2006.

Fodboldafdelingen har valgt at indstille Bent ”Buddi” Jensen til Benny Jensens mindepokal, for sin store indsats gennem indtil nu 17 år, som medlem af HGF´s fodboldbestyrelse.

Som påskønnelse for sin store indsats, modtog Bent i januar måned meget velfortjent JBU`s sølvnål.

Før Bent startede i bestyrelsen, var han gennem flere år frivillig hjælper på stadion og i klubhuset som alt mulig mand.

Bent har sideløbende i mange år hjulpet til ved det årlige Hestemarked, været medarrangør af det årlige indefodboldstævne i Hammel hallerne og siden HGF Fodbold Supports start været med her.

Bent er den ”praktiske gris” som laver mange af de ting i klubhuset og på stadion, som får det hele til at fungerer, men som ikke så mange lægger mærke til og glemmer at påskønne.

Bent dyrkede i sine unge dage fodbold og senere blev det badminton som var den foretrukne idrætsgren. I dag holder Bent konditionen ved lige med morgensvømning også i den kolde tid.

Flemming Wickberg
Fodboldformand

DBU Jyllands Sølvnål – 2006

Fodboldafdelingen har valgt at indstille Bent ”Buddi” Jensen til modtagelse af JBU´s sølvnål, for sin store indsats gennem mere end 15 år, som medlem af HGF´s fodboldbestyrelse og frivillig leder og hjælper i fodboldafdelingen.

Før den tid var Bent gennem flere år frivillig hjælper på stadion og i klubhuset som alt mulig mand.

Bent har sideløbende i mange år hjulpet til ved det årlige Hestemarked, været medarrangør af det årlige indefodboldstævne i Hammel hallerne og siden HGF Fodbold Supports start været med her.

Bent er den ”praktiske gris” som har lavet mange af de ting i klubhuset og på stadion, som får det hele til at fungerer, men som ikke så mange lægger mærke til og glemmer at påskønne.

Dette var nogle af ordene i indstillingen til JBU som på baggrund af disse har valgt at tildele Bent JBU´s sølvnål.

Hammel den 25. januar 2006

Flemming Wickberg
Fodboldformand

2005

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at man udnævner i forbindelse med den årlige generalforsamling i slutningen af januar måned.

I år har valget ligesom de andre år rimeligt let, idet bestyrelsen har valgt en person som har ydet en meget stor indsats i flere år som dygtig og vellidt træner.

Bestyrelsen har valgt foreningens ungdomskonsulent Ove Møller som Årets fodbold HGF´er i 2005.

Foruden at have været træner for lilleput drenge og senere for drenge indendørs som udendørs i gennem mange år, trådte Ove til som ungdomskonsulent midt i foråret sidste år da Bo valgte at stoppe. Dette arbejde har Ove klaret på bedste vis og allerede hurtigt satte han sine aftryk og fik hurtigt styr på tingene, som både bestyrelse, ungdomstrænere og spillere hurtigt kunne mærke virkningen af.

En dygtig ungdomskonsulent har vi fået og som i forvejen var en dygtig, omgængelig og vellidt træner og person i klubben, men samtidig også en person med sine meningers mod.

Ove er som ungdomskonsulent samtidig kontaktperson vedr. talentudvikling i samarbejdet med Silkeborg IF og får også tid til at deltage som frivillig hjælper i det årlige hestemarked.

Vi håber at kunne trække på Oves arbejdskraft mange år fremover som ungdomskonsulent og indpisker i klubben.

Tillykke Ove – en meget velfortjent hyldest.

Flemming Wickberg
Fodboldformand

2004

Årets fodbold HGF’er

Årets HGF´er i fodboldafdelingen er der nu skabt tradition for at man udnævner i forbindelse med den årlige generalforsamling i slutningen af januar måned.

I år har valget også været rimeligt let, idet bestyrelsen har valgt en person som har ydet en meget stor indsats i flere år og i særdeleshed i 2003.
Bestyrelsen har valgt Kalle Nielsen som Årets fodbold HGF´er i 2004.

Foruden at være træner for Micropigerne i 2003, trådte han til som holdleder for serie 5,2, da vi stod og manglede en sådan forud for sidste sæsons start og der blev også tid til at spille kampe.

Kalle har ud over disse opgaver hjulpet til ved det årlige Hestemarked og bestyrelsen har aldrig kaldt forgæves, når en eller anden opgave skulle klares i fodboldafdelingen, på stadion eller i klubhuset.

I 2002 var Kalle en af dem der ydede en stor indsats i forbindelse med udgravningen til vores legeplads på stadion, opsætningen af legeredskaberne og færdiggørelsen af legepladsen.

I løbet af 2003 har Kalle ydet en ekstraordinær stor indsats i forbindelse med vedligeholdelsen af klubhuset. Ikke bare er der ydet en stor indsats, men samtidig er det sket på en positiv måde og altid med et godt humør i bagagen.

Vi håber også fremover at kunne trække på Kalles arbejdskraft, i forbindelse med de mange opgaver der i årets løb er i klubben.

I år er Kalle træner for Miniput pigerne årgang 1994-96, så det er en fortsat meget aktiv person som vi hylder som Årets Fodbold HGF´er.

Tillykke Kalle – det er meget vel fortjent.

Flemming Wickberg
Fodboldformand

HGF´s Ungdomspokal 2004

Steffen Glargaard er en ung træner der går højt op i sit træner/lederjob i klubben. Han er humørfyldt og meget vellidt og respekteret af klubbens ungdomsspillere og ledere.

Steffen er altid velforberedt til træning og kamp, hvilket er med til, at skabe den fornødne respekt om hans person.
Fra 1997 – 1999 fungerede Steffen som trænerassistent ved DBU`s Fodboldskole i Hammel. Fra 2000 til 2003 har Steffen fungeret som
træner på skolen.

Ligeledes har Steffen, siden 1998, været fast hjælper ved vinterens åben idræt aktiviteter i Hammel Hallerne.

Steffen har været træner/leder i 5 år og sideløbende hermed selv spillet fodbold, de seneste sæsoner på HGF´s førstehold i serie.

1998-00: Hjælper/Holdleder i Mikroputafd. ( 6-8 år ).
2001-02: Træner i Mikroputafd. ( 6-8 år )
2002-04: Træner i Miniputafd. ( 8-10 år )

Ind imellem de mange gøremål, har Steffen også fundet tid til at hjælpe når der var arbejdsdage i klubhuset. Det være sig male eller senest nedtagning og pålægning af tagsten på klubhuset.

Som man kan høre, går klubben aldrig forgæves til Steffen, når der skal bruges hjælp, til en af de mange opgaver, der er i klubben, som frivillig leder.

Flemming Wickberg
Fodboldformand

Benny Jensens Mindepokal 2004

Erik Glargaard.

2003

Benny Jensens Mindepokal 2003

Niels Just Mikkelsen modtog på HGF’s generalforsamling Benny Jensens mindepokal.

Denne pokal er stiftet i 1998 til minde om Benny Jensen, der var én af HGF’s store profiler, som aktiv fodboldspiller, som leder i fodboldafdelingen og som trofast og hjælpsom kammerat.

Fodbold har indstillet Niels til denne pokal og givet disse ord med på vejen: I daglig tale kalder vi dig bare Just, og som sådan er du fortsat en ung mand på 53 år, som vi sætter utrolig stor pris på. Til daglig arbejder du som adjunkt og dine pædagogiske evner fornægter sig ikke.

Du har i mange år været fodboldtræner for 3. holdet i seniorafdelingen, og de seneste år også holdleder og spiller for holdet. Vi har aldrig kaldt forgæves når én eller anden opgave i fodboldafdelingen eller til hestemarkedet skal klares.

2002

2001

Årets fodbold HGF’er

Elsy og Jørn Thomsen takkede af i forbindelse med efterårsafslutningen.

Elsy og Jørn Thomsen takkede af i forbindelse med efterårsafslutningen.

Efter 10 år som kantinebestyrer i klubhuset, sluttede Else og Jørn Thomsen af efter afslutningen af efterårssæsonen og det var derfor deres sidste dag i klubhuset den 18. oktober 2008.

Hammel GF´s fodboldafdeling benytte lejligheden til at takke Elsy og Jørn for deres store indsats gennem de 10 år, en indsats som ikke er gået ubemærket hen.

I 2001 blev de således kåret til de første modtagere af den nystiftede pris – Årets Fodbold HGF´er for deres indsats i klubhuset.

Alt godt har en ende og det har de så valgt skulle være nu.

Elsy har dog sagt ja til fremover at stå indkøb til kantinen og det er vi meget glade for.

Stor tak for jeres indsats.

Næstformand Flemming Sørensen overrakte på vegne af fodboldbestyrelsen blomster, vin og gave til Elsy og Jørn Thomsen.

Fodboldbestyrelsen

1979 – 2000

TIDLIGERE PRISMODTAGERE

 

Flemming Drachmann, DBU Jyllands sølvemblem 1998

Helmer Nielsen, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1997

Frank Leth, DBU Jyllands Sølvnål 1997

Niels Just, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1994

Flemming Drachmann, Hammel-Idrætsprisen 1992

Jørgen Nielsen, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1992

Flemming Drachmann, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1992

Benny Jensen, DBU Jyllands Sølvnål 1992

Ivan Leth, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1992

Flemming Drachmann, HGF´s lederpokal 1990

Flemming Drachmann, DBU Jyllands Sølvnål 1989

Flemming Drachmann, Støtteklubbens lederpokal 1984

Gunnar Nielsen, HGF`S æresmedlem 1983

Niels Larsen, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1983

Lars Dalsgaard, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1983

Birte og Egon Pedersen, HGF`S æresmedlem 1981

Hakon Nielsen, Gunnar Christensen`s vandrepokal 1979