Løb & Motion

Om klubben

Om klubben

Hammel GF Løb & Motion er stiftet i 1990 og er en afdeling af Hammel Gymnastikforening (Hammel GF).

Løb og Motion har i dag ca. 100 medlemmer på alle niveauer i alderen 18 til +70 år.

Tre gange om ugen, året rundt, mødes vi ved Hammel Idrætscenter eller ved Hammel stadion og løber en tur. Det er tirsdag kl. 17.30 ved Idrætscentret, onsdag kl. 17:30 ved idrætscentret og søndag kl. 10.00 ved klubhuset. Hvor langt vi løber er lidt forskelligt, og der løbes på flere forskellige niveauer, så alle kan følge med. Vi løber fortrinsvis i Frijsenborgskovene, dog løber vi i byen tirsdag og onsdag i vinterhalvåret. Søndage efter løb er der varm te i klubhuset.

Der er også en vandre gruppe der går hver anden lørdag kl. 9.30 året rundt. Der er ture omkring Hammel, men også lidt længere væk. Turene er normalt på omkring 10-13 km.

Løb & Motion deltager i en lang række motionsløb, især i det østjyske område. Bl.a. er der tradition for, at vi stiller talstærkt op til bl.a. Skvæt Skovløb, Hinnerup Løbet og Himmelbjergløbet.

Flere fra klubben deltager i nogle af de store maratonløb i Europa.

Der bliver en gang imellem lavet en klubtur til et af det større løb i udlandet.

Løb & Motion arrangerer også selv motionsløb. Stjerneløbet og Frijsenborgløbet.

I foråret afholder vi Stjerneløbet. Løbet har start og mål ved Pøt Mølle og blev afviklet første gang i 1996.

Det årlige Frijsenborgløb er blevet startskuddet på den årligt tilbagevendende byfest: Hammel Hestemarked. Frijsenborgløbet byder på både børneløb, walk og 5 og 10 km løb, hvor start og mål området er placeret på festpladsen. Efter løbet er der traditionen tro et gratis kagebord.

Et par gange i løbet af vinteren arrangerer vi klubaftener med foredrag, der kan omhandle træningsmetoder, løbeoplevelser, skader, løbesko o.a. Der bydes på kaffe/te og måske kage eller frugt. Vil holder også sommerfest og julefrokost.

Løb & Motion er medlem af Dansk Atletik Forbund, så de, der har mod på det, kan deltage i både danske – og jyske mesterskaber. Afdelingen har hidtil vundet flere medaljer i både ungdoms- og veteranklassen.

Synes du alt dette lyder spændende er du velkommen til at komme til vores træninger og løbe med et par gange inden du tager stilling til, om du vil være medlem. Det koster kun 249 kr. for et helt år. Inkluderet i beløbet er en række gratis løb samt arrangementer.

Du kan også kontakte en fra bestyrelsen, hvis du vil have yderligere oplysninger.