Artikel fra Favrskovposten.

Laura Abild Nielsen var på landsholdet i Sports Acro. Nu er hun tæt på håndboldlandsholdet som 15-årig

Som 13-årig var Laura Abild Nielsen på landsholdet i Sports Acro sammen med to veninder fra Hammel.
I dag er den 15-årige fløjspiller fra Hammel tæt på håndboldlandsholdet.
Hun var udtaget til tre U17 træningskampe for landsholdet i slutningen af 2018 i Rumænien og ved ikke om hun igen bliver udtaget.

“De prøver en masse spillere af, og nogle gange bliver man udtaget igen, jeg vil gerne på landsholdet, og jeg vil gøre meget for at nå det mål,” siger hun hjemme i forældrenes stue i Hammel.

Daglige træninger.

Allerede som 14-årig begynde hun at blive udtaget til kredstræninger en gang om måneden og har været til flere Team Danmark samlinger.

Men det kommer ikke af sig selv.
Til daglig går hun i 9. klasse på Skovvangskolens bevægelses-linje og gør rent i GoForm Hammel, hvor hun også styrketræner flere gange om ugen.
Den står på haltræning tre gange om ugen, samt op til flere kampe i weekenden.
1,58 meters højde og en vægt på 54 kilo betyder, at hun må kæmpe mod fysisk større spillere.
“Jeg er ikke så stor, jeg ved at det kræver meget fysik. Men jeg vil kæmpe for det, og jeg har viljen til det,” afslører Laura der stadig husker den første landskamp.
“Da de spillede nationalsangen, fik jeg gåsehud. Jeg tror vi alle lige skulle i gang, men jeg syntes vi klarede det fint mod Rumænien.”

Fra Acro til håndbold.

Siden 1. klasse har der altid været to sportsgrene i Laura Abild Nielsens liv.
Da familien flyttede fra Skovby for seks år siden begyndte hun til det fysisk krævende Sports Acro sideløbende med håndbolden.
Sammen med et par veninder kom de på landsholdet som 13-årige og deltog i en del træninger og stævner.

“Jeg var helt vild med acro, men det begyndte efterhånden at blive kedeligt og ensformigt. Vi skulle sætte os op til én konkurrence. Træne hårdt op mod den, og så udføre det. Det foregik hele tiden i en slags ryk og der var masser af gentagelse,” forklarer hun om hvorfor håndbolden vandt, da hun senere samme år valgte håndboldens holdsamarbejde og fokus på ens egen udvikling.

“Jeg kan se glæden i det. Jeg har fået venskaber ud af håndbolden og jeg vil bare give den gas, blive ved med at kæmpe, jeg vil ikke give op.”

Skifte til Silkeborg.
I Hammel GF gik det godt og sammen med sit hold rykkede hun op i1. division i U14, der er det højeste niveau.

“I starten af sæsonen kendte vi hinanden rigtig godt. Vi havde et godt sammenhold. Men så var der nogle der stoppede, andre kom på efterskole og jeg kunne mærke, at der i den nye sæson ville blive lagt et stort pres på mig. Min bedste veninde var taget på efterskole i Silkeborg og hun fortalte, at Silkebor-Voel manglede spillere som mig. Så jeg skiftede. Og efter jul er vi rykket op i U16 Ligaen,” forklarer Laura, der selv regner med at tage på Silkeborg Efterskole efter 9. klasse og derefter overvejer hun gymnasiet.